Energikrisen i kvantecomputeren: Hvor meget strøm ”drikker” fremtidens regnekraft?

I takt med at vi i 2026 ser de første kommercielle kvantecomputere med over 1.000 fejltolerante qubits rulle ud i datacentre verden over, er et nyt spørgsmål trådt i forgrunden: Hvad koster det i strøm at bryde grænserne for klassisk fysik? Det, der engang var et rent videnskabeligt kapløb, er nu blevet et spørgsmål om energetisk bæredygtighed.

Kryostaten: Den største strømsluger

Det er en udbredt misforståelse, at det er selve kvante-processoren, der bruger mest strøm. Faktisk bruger selve qubits’ene forsvindende lidt energi. Problemet ligger i det miljø, de kræver for at eksistere. For superledende kvantesystemer, som dem vi ser fra IBM og Google, skal chippen nedkøles til temperaturer tæt på det absolutte nulpunkt (-273,15 °C).

Disse enorme ”cryostater” (kvante-køleskabe) kører i døgndrift og kræver massive mængder elektricitet for at holde termiske støjkilder ude. I 2026 estimeres en standard kommerciel kvanteopstilling at have et konstant forbrug på mellem 15 og 25 kilowatt – uanset om den udfører komplekse beregninger eller står i standby.

Kvante-fordel vs. Energimæssig effektivitet

Selvom 25 kW lyder af meget sammenlignet med en bærbar computer, skal det ses i lyset af alternativerne. For at løse de samme komplekse simuleringer inden for molekylærbiologi eller materialevidenskab, som en kvantecomputer klarer på få minutter, ville en klassisk supercomputer kræve titusindvis af servere og megawatt-vis af strøm i ugevis.

• Klassisk Supercomputer: Højt energiforbrug skalerer lineært med opgavens kompleksitet.
• Kvantecomputer: Højt ”baseline” forbrug, men ekstremt lavt energiforbrug per beregningstrin.

Danske løsninger på et globalt problem

Her i Danmark, hvor vi med Niels Bohr Instituttet og de nye kvante-hubs i Lyngby og København er førende, arbejdes der intenst på ”Green Quantum”. Fokus er på at udvikle fotoniske kvantecomputere, der kan operere ved højere temperaturer eller med langt mindre omfattende kølesystemer end de superledende modparter.

Hvis vi skal integrere kvanteteknologi i vores grønne omstilling, nytter det ikke noget, at teknologien i sig selv bliver en klimabelastning. Industrien bevæger sig nu mod en standardisering af ”Energy-per-Qubit”-metrikker, så indkøbere kan vurdere hardwaren ud fra dens CO2-aftryk.

Konklusion

Kvantecomputeren drikker meget strøm lige nu, primært for at holde sig kold nok til at eksistere. Men set i det store perspektiv er den potentielt vores mest energieffektive vej til at løse menneskehedens største beregningsmæssige udfordringer. Kampen i 2026 står ikke længere kun om antallet af qubits, men om hvor effektivt vi kan fodre dem med energi.